Min passion for gode billeder og det, de fortæller

Steve

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er født med et kamera i hånden. Eller hvis jeg sagde, at jeg fik et kamera i fødselsdagsgave, da jeg var helt ung, og tog billeder af alt og alle, der krydsede min vej. Sådan var det slet ikke.

Det var ikke selve fotograferingen eller kameraet, der fangede min interesse til at starte med – men derimod billederne, der kommer ud af det. Det, billederne fortæller uden ord. De stemninger, de viser. De følelser, de får frem i én. Det var det, der fangede min interesse.

Jeg husker tilbage på Rwanda efter borgerkrigen i ’94, hvor jeg var 7-8 år. Det var her, det gik op for mig, hvor vigtige og betydningsfulde billeder er. Det gjorde et enormt indtryk på mig, at min mor, mine venners forældre – ja, alle de voksne gik rundt i de ødelagte huse i tiden efter krigen og ledte efter billeder. De ledte efter enhver slags billeder, der kunne fortælle noget om tiden før krigen. Billeder af den tid, de drømte sig tilbage til. Billeder af de, der ikke længere var blandt os. 

Mindet om mennesker, der går og leder efter billeder, har siddet limet fast lige siden.

Jeg havde et mål

Da jeg var 17 år gammel og gik i 10. klasse, spurgte min skolevejleder mig, hvad jeg ville arbejde med. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle være noget med billeder. Jeg startede derfor på Medieskole (Media College Denmark) i Viborg for at uddanne mig til fotograf. Som mange andre stødte jeg dog på udfordringer, da jeg skulle finde en praktikplads. Heldigvis dukkede YouTube op et par år senere, og her fandt jeg videoguides til at lære at fotografere selv. Jeg gik derudover til tonsvis af workshops og jeg har – stadig i dag – gode mentorer, som hjælper mig med at udvikle mig hver eneste dag.

Min passion til billeder og fotografering går altså helt tilbage til da jeg var en lille dreng. Det er mindet om kærligheden til det, billederne får frem i os. 

Et skridt på rejsen

I dag kommer det dog til udtryk på en helt anden måde. I dag er det med den professionelle linse for øje – for der er helt sikkert forskel på de billeder far tager til en familiemiddag, og de billeder man får taget professionelt. Når jeg lufter mit kamera i dag og tager billede af en kunde, elsker jeg at se deres reaktion, når jeg viser dem billedet af dem selv. Man ser oftest sig selv på en helt anden måde, når man ser gennem min linse. Mit mål er at indfange, hvem de er som person, og det skal kunne skinne igennem i billedet. At give kunden et godt billede synes jeg, er en ære at få lov til. Jeg får nemlig lov til at være en del af den rejse, de er på, hvad enten det er at skyde portrætfotos til CV, gravidfoto af de vordende forældre, til en skuespiller eller en startende virksomhed. Det er en rejse hen mod et mål, og et billede på den rejse er et vigtigt element for at nå derhen.

Mit mål med min fotografering og med billederne, der kommer ud af det, er enkelt:
Jeg vil gerne hjælpe dig som kunde med at nå dine mål.